top of page

Svære tider... giver nye guldsmedevinger?


Der er ingen tvivl om, at det seneste halvandet års tid har været en prøvelse for mange af os.

Vores verden er blevet vendt på hovedet, rystet, onduleret, æltet, spist, kastet op igen... og malet på ny. Og vi er slet ikke færdige.

Det er en ny virkelig for dig og mig, der bliver ved med at ændrer sig. Skiftevis langsomt og i pludselige ryk. Mange er blevet fuldstændigt væltet. Af sygdom, sorg, konkurser, depression, angst, selvmordstanker... det er svært at være i. Svært at se forbi. Svært at finde mening med.


Måske skal vi ikke finde nogen meningen i selve kaoset?

Men mere få øje på, hvordan vi agerer i det? Eller om vi bare render rundt og reagerer?

Skælder ud. Tænker "dem og os".

Jeg synes det er fabelagtigt interessant, hvordan vi kan være et nogenlunde fælles i klimakrisen og samtidigt et "dem og os" i vaccinationsspørgsmålet. De vaccinerede og de ikke-vaccinerede.

Sidstnævnte ville jeg i mit stille sind ønske, at vores regering ikke gjorde sig så megen umage for at skabe. Hvad lærer det ikke vores børn?


Kan det måske mere være meningen, at vi i stedet for at rende rundt og reagere på kaos, kan få øjnene op for alt det vi kan lære om os selv og hvordan vi kan gro?

Som mennesker og som menneskehed?

Kan det være en af gaverne, vi kan tage med os videre?

Det kan måske være provokerende for nogen, at der skulle være nogen som helst gave at finde ved vores situation. Men jeg tror indædt på, at mørke bringer lys.

At selv i det dybeste, tætteste mørke, kan den smukkeste, mest strålende diamant findes.


Det kan tage tid at finde den.

Vi må nogengange vente tålmodigt på at finde den.

Det betyder ikke, at vi ikke skal lede efter den.