Svære tider... giver nye guldsmedevinger?


Der er ingen tvivl om, at det seneste halvandet års tid har været en prøvelse for mange af os.

Vores verden er blevet vendt på hovedet, rystet, onduleret, æltet, spist, kastet op igen... og malet på ny. Og vi er slet ikke færdige.

Det er en ny virkelig for dig og mig, der bliver ved med at ændrer sig. Skiftevis langsomt og i pludselige ryk. Mange er blevet fuldstændigt væltet. Af sygdom, sorg, konkurser, depression, angst, selvmordstanker... det er svært at være i. Svært at se forbi. Svært at finde mening med.


Måske skal vi ikke finde nogen meningen i selve kaoset?

Men mere få øje på, hvordan vi agerer i det? Eller om vi bare render rundt og reagerer?

Skælder ud. Tænker "dem og os".

Jeg synes det er fabelagtigt interessant, hvordan vi kan være et nogenlunde fælles i klimakrisen og samtidigt et "dem og os" i vaccinationsspørgsmålet. De vaccinerede og de ikke-vaccinerede.

Sidstnævnte ville jeg i mit stille sind ønske, at vores regering ikke gjorde sig så megen umage for at skabe. Hvad lærer det ikke vores børn?


Kan det måske mere være meningen, at vi i stedet for at rende rundt og reagere på kaos, kan få øjnene op for alt det vi kan lære om os selv og hvordan vi kan gro?

Som mennesker og som menneskehed?

Kan det være en af gaverne, vi kan tage med os videre?

Det kan måske være provokerende for nogen, at der skulle være nogen som helst gave at finde ved vores situation. Men jeg tror indædt på, at mørke bringer lys.

At selv i det dybeste, tætteste mørke, kan den smukkeste, mest strålende diamant findes.


Det kan tage tid at finde den.

Vi må nogengange vente tålmodigt på at finde den.

Det betyder ikke, at vi ikke skal lede efter den.

Men vi finder ikke noget ved at kaste rundt med mudder og grave tilfældigt efter den.

Det er her min egen rejse har lært mig, at kigge indad.

Når der er tåget og mørkt pga. kaos, så er det bedste jeg kan gøre at stilne. Berolige. Grounde.

Fysisk forbinde mig med naturen. Med Moder Jord.


Det betyder ikke, at følelserne ikke må være der. At jeg i stedet for at reagere eller agere, bare sidder passivt i skrædderstilling og venter og undertrykker. Holder vejret. Tværtimod tillader jeg alt at være der. Tillader de mørke tanker, sorgen, tvivlen, frustrationen, vreden.. og observerer. Tager hånd om. Omfavner.

Går det hele hen og bliver lige lovligt tungt eller hårdt, så husker jeg at balancere. At vande de følelses - frø, der hedder glæde, humor, passion, positivitet, kærlighed... Tålmodigt.

Alle følelser er der jo samtidigt. Vi kan vælge, hvilke følelses-frø vi vil vande, så de kan vokse.

Er der for mørkt og tåget til at jeg kan se og mærke - så accepterer jeg dette.

Stilner mit sind og mærker ind. Lytter. Mærker Moder Jord. Afventer at tågen letter.

Derfra kan jeg se klart. Derfra kan jeg agere.


Det har taget årevis at lære. Jeg øver stadig og kommer til at øve mig hele resten af mit liv.


En af de ting det sidste halvandet års tid har lært mig er, at alt er ændret.

Det bliver IKKE det samme.

Det synes jeg ærligt talt heller ikke at det skal.

For hver gang jeg læste "hashtag alt bliver godt igen", dengang det florerede meget på de sociale medier, prikkede det til noget i mig.

For hvorfor er det ikke godt nu?

Og var det virkelig så meget bedre før?

Bliver det mon endnu bedre?

Og bedre end hvad?


Hashtag mange spørgsmål :-)


Tågen lettede lidt undervejs. For en stund. Jeg fik øje på, at der måtte tages en meget svær beslutning.

Det krævede megen kiggen og lytten indad. Mærken ind og ud og ind igen.

Indtil det var på plads. Jeg måtte opsige mit lejemål på Omøvej. Mit hjertebarn flyttede i sommers.

Jeg ved stadig ikke hvorhen. For som det er nu er det hjemløst. Min virksomhed - mit hjertebarn.

Hvordan min fremtidige virksomhed kommer til at se ud er stadigt uvist.

Det eneste jeg ved er, at lige nu er vi forpuppede - min virksomhed og jeg.

Her er mørkt. Og det er ok.

En puppe tager den tid den skal.

Processen kan ikke forceres.

Så jeg må vente.

Tålmodigt.


Der er mange spændende drømme, der dukker op. Små glimt af noget - her i mørket.

Ressourcer brugt på at drifte er frigivet. Kreativiteten får lov til at få mere plads.

Jeg er SÅ spændt på, hvordan de komme til at se ud, de nye guldsmedevinger.


Så! Var det virkelig så meget bedre før, så du vil tilbage?

Eller er du måske blevet klogere på dig selv?

Så meget mere vis?


Måske blev du inspireret?


Alt tað besta

Elin

0 kommentarer