Råb ad verden og verden råber ad dig




Man kunne også vælge at smile til verden. Og høste smil tilbage.


Jeg råbte ad en dame i går.

En 60+ årig dame med en paraply i den ene hånd og en “rotte i snor” i den anden.


Det er ikke så godt.

Og det var ikke fordi jeg ikke var nærværende. Hvilket måske gør det endnu mindre heldigt.

Når jeg nu lever af at undervise i mindfulness og omsorgsfuld yoga.

Men alle jeg underviser ved, at jeg gerne deler ud af egne erfaringer og at ingen er perfekt.

At det slet ikke handler om at jagte det perfekte. Men at vi kan opdage, når vi ikke er venlige ved os selv og andre og bruge det til at vokse. Blive mere bevidste.


Jeg var endda så tilpas nærværende, at jeg godt kunne se, hvordan det hele byggede sig op i hende i løbet af de 10 sekunder, der gik fra vi fik øje på hinanden og støt nærmede os hinanden. Uvejret. Vreden.


“There’s a Storm a Comin’”.


Hun var tæt og blev nærmest tættere og tættere og mere og mere sammenbidt og hård for hvert skridt hun tog. Hunden fik længere og længere snor, så jeg ikke kunne komme udenom dem, på trods af at fortovet er 2 meter bredt. Og hun pustede sig op. Gjorde sig stor. En tornado!


“KAN DU SE AT CYKLE UDE PÅ VEJEN!!!”, kom det hårdt og højt, med vred gestikulation og pegefinger der pegede!


Jeg cyklede på fortovet.

Det må man ikke!…skal jeg da lige love for.

Altså det ved jeg jo godt.

Det gør jeg heller ingen andre steder en lige dér. Det drejer sig om 10-15 meter hen til, hvor der er asfalteret en lille nedkørsel, fordi fortovskanten er 20-30 cm høj.

Ellers ville jeg da selvfølgelig have cyklet lige over og ud på vejen.


Vi er mange i området, der gør det. Vi smiler og giver plads til hinanden.


Her er det indrettet sådan, at man kører hen ad en lille blind stikvej, der støder vinkelret ned til en anden blind vej, som ender ud i en cykelsti. Jeg skulle hen til cykelstien. Man skal tværs over et fortov, for at komme fra stik vej og ud på den blinde vej, der fører til cykelstien. Der er gjort plads til og asfalteret, så man kan komme op på fortovet, men bare ikke ned igen på den anden side, før lidt længere henne.


Går der nogen imod mig, når jeg kommer trillende, så smiler jeg som regel et undskyldende “jeg-ved-det-godt-og-tak” smil og kører forsigtigt forbi og ned, hvor både cykel og rygsøjle kan tåle det.


Bare ikke i dag.

I dag skulle jeg råbes og peges ad.


Og så råbte jeg gud-hjælpe-mig tilbage.


Det første blev dog ikke råbt, det ved jeg godt. Det er bare fordi jeg ikke er vant til at tale så højt til fremmede, at jeg oplever det som at jeg råbte. “TAG DET DOG ROLIGT”, sagde jeg højt, imens jeg selvfølgelig kørte ned på vejen. Hvortil hun svarer: “NEJ!-bla bla bla…” noget jeg ikke hørte, fordi jeg havde travlt med at forklare, at det er lettere at køre ned lige derhenne.

Alt imens der kommer mere og mere afstand imellem os, hvor jeg til sidst kigger bagud og fordi der nu var afstand råbte: “OH MY GOD WHAT’S YOUR PROBLEM?!?”

Hvis hun havde kigget, havde hun set et oprigtigt undrende ansigtsudtryk. For det er da bemærkelsesværdigt at blive så hidsig over så lidt.

Og her ved jeg godt, at det næsten altid handler om noget andet. For ikke at sige altid.


“DIG!!!” Råber hun tilbage…..


… Mig! Simpelthen…


….. Ikke: “Corona”.

Ikke: “Mine pumps gnaver”. Ikke: “Min hund har røvbananer”, “De stakkels børn i Syrien”, “Det regner”, “Min syge mor”, "Nogen har lige råbt ad mig"… nejnej.... “DIG!!!”.

Som i: “Du - fremmede menneske - fremtrådte for mit åsyn for 10 sek siden med en cykel på et fortov og det er min helt stor udfordring i livet, som jeg ikke kunne bære!”


REALLY???


Kan du se det?

Det handler selvfølgelig om noget andet.

Hun blev MEGA triggered af, at jeg ikke trillede ned med det samme.

Det jeg gjorde var forkert! Og når hun så går der stille og roligt og måske gerne vil fylde hele fortovet eller noget, så bliver hun da udfordret!

Dirrende, adrenalin-pumpende, tænder-sammenbidende, HULK udfordret!


Det er ok. Man kan godt sige til mig:“hov, du cykler vist det forkerte sted” - og iøvrigt ville jeg til hver en tid cykle ned, når der ikke er plads. Især hvis jeg kommer bagved nogen, så de ikke bliver forskrækkede. Men jeg nåede det ikke. Jeg blev betaget og grebet af, at hun ikke flyttede sig, men bare voksede og pustede sig op, sådan som hun gjorde. Jeg lagde an til det, men hun nåede at råbe. Så blev jeg forskrækket og derefter bekymret.


Det tog lidt tid at ryste af mig.


Jeg plejer ikke at råbe ad folk ude på gaden og har tidligere “kun” gjort det ad biler, når jeg nær er blevet kørt ned. Hvilket sker lidt for ofte i Næver. Også i fodgængerovergange.

Og både med hund i snor OG dengang det var med klapvognen forrest!

Så der kan bestemt ryge høje ord ud af mig i et reptilhjerne-bjørne-mor øjeblik.


Men det får mig også bare til igen at reflektere over, hvad vi bidrager med hver især.


Da jeg kom over i supermarkedet var der en kvinde, der stoppede op lige foran indgangen. Jeg kunne ikke komme fordi… så jeg ventede… hun opdagede, at jeg stod et stykke bag hende og skyndte sig videre ind og stillede sig igen lige foran grønt gangen og der skulle jeg tilfældigvis hen. Nåmen, jeg begyndte bare at gå en anden vej, hvilket hun opdager og griner nervøst: “ej, nu gjorde jeg det igen!”

Hvortil jeg bare grinende siger "Det er da helt ok! Det gør overhovedet ikke noget!”.

For det gjorde virkelig ikke noget. Jeg kunne bare gå en anden vej eller hente andre varer først.


Det hjalp faktisk at grine ad dette ift. hvordan min oplevelse 4 min. tidligere arbejdede i min krop. Energien blev lettere og den tidligere oplevelse fik ligesom ikke rigtigt fodfæste eller lov til at tynge mig.

For heldigvis er det aller aller aller oftest sådan. Møder du et andet menneske med lethed, tålmodighed og empati - compassion - så bliver det automatisk lidt lettere at være dig i verden.


Tænk hvis jeg havde mødt damen i supermarkedet med: "nu kan det være nok" eller "nu igen!"

Med Banjos Likørstues “Kondiløberen” som råber: “Flyt dig for helvede!”

"Nu har der været to damer i streg, der ikke ville give mig plads, der hvor JEG skulle hen!!"


"AAARRRRHHHHHH!!!"


Hvis jeg havde ladet den første episode gå mig på, havde det ikke kun gået ud over mig - jeg ville sikkert også have ladet det gå ud over damen i supermarkedet OG min nære relationer, når jeg kom sur hjem fra indkøb… Kan du genkende mønsteret?


Vi gør det allesammen. Bidrager. Spreder ringe. Spreder dårlig eller god stemning.


Det starter altid med os selv.


Råber eller smiler du til verden?


Måske blev du inspireret?


Alt tað besta,

Elin

❤️


0 kommentarer