top of page

Råb ad verden og verden råber ad dig




Man kunne også vælge at smile til verden. Og høste smil tilbage.


Jeg råbte ad en dame i går.

En 60+ årig dame med en paraply i den ene hånd og en “rotte i snor” i den anden.


Det er ikke så godt.

Og det var ikke fordi jeg ikke var nærværende. Hvilket måske gør det endnu mindre heldigt.

Når jeg nu lever af at undervise i mindfulness og omsorgsfuld yoga.

Men alle jeg underviser ved, at jeg gerne deler ud af egne erfaringer og at ingen er perfekt.

At det slet ikke handler om at jagte det perfekte. Men at vi kan opdage, når vi ikke er venlige ved os selv og andre og bruge det til at vokse. Blive mere bevidste.


Jeg var endda så tilpas nærværende, at jeg godt kunne se, hvordan det hele byggede sig op i hende i løbet af de 10 sekunder, der gik fra vi fik øje på hinanden og støt nærmede os hinanden. Uvejret. Vreden.


“There’s a Storm a Comin’”.


Hun var tæt og blev nærmest tættere og tættere og mere og mere sammenbidt og hård for hvert skridt hun tog. Hunden fik længere og længere snor, så jeg ikke kunne komme udenom dem, på trods af at fortovet er 2 meter bredt. Og hun pustede sig op. Gjorde sig stor. En tornado!


“KAN DU SE AT CYKLE UDE PÅ VEJEN!!!”, kom det hårdt og højt, med vred gestikulation og pegefinger der pegede!