Kunsten at vintre

Disse små trætte vintergækker inspirerede mig igen her til morgen.

Jeg har holdt øje med dem her på det sidste, fordi jeg finder dem så fascinerende.

På billedet er de faktisk allerede begyndt på deres rejse op at stå. Men de lå helt splattede på jorden, da jeg kiggede ud i haven så snart jeg overhovedet kunne se noget. Så snart lyset tillod og vintermørket var veget for solopgangen bag skydækket.

Rimfrosten havde farvet græsplænen hvid og de brune blade omkring vintergækkerne havde hvide kanter.

Når frosten niver lige lovligt meget, lægger de sig fladt ned.

Når varmen giver dem energi, rejser de sig igen.

Hver gang.

Indtil de ikke kan eller behøver det længere.


Der er så megen livsvisdom at hente i dette.


Selv har jeg prøvet at lade omgivelserne splatte mig ud.

Problemet var bare, at jeg dybest set kæmpede imod og tog en offerrolle på mig, som ikke var min. Jeg havde simpelthen ladet omgivelserne styre mig og min måde at være i verden på.

Selv!

Og uden at stoppe op for at danne mig overblik over hvad der egentlig var ved at ske, havde jeg bare sat min autopilot på og kæmpede jeg alt hvad jeg havde lært. Autopiloten havde gang i et kontrolleret styrt og ikke et øjeblik stoppede jeg op for at slukke for den. Tage roret og styringen. I stedet kæmpede jeg og styrtede rundt for at skrue på tingene. Ændre rutiner, presse endnu mere servicering ind, skrive tjeklister og øve overlevelsesstrategier. For nu at blive i terminologien.


Småkage sagde det! TO gange, skulle jeg få beskeden: LÆG DIG!

Der er kroppen nu meget smart indrettet. Hvis ikke du lytter, ignorerer alle røde lamper og alarmklokker, jamen så lægger kroppen dig ned FOR dig. Så kan du ligge der på toiletgulvet midt om natten og græde uden at vide, hvordan du kommer videre eller om du nogensinde vil holde op med at græde. Eller inden da måske have et full blown angstanfald med opsat hår og i din fine stewardesse uniform midt på hovedbanegården. Ok det billede bliver måske lidt ufrivilligt morsomt, hvis du er en mand..

Kroppen finder sin måde og jeg kan sige så meget: uanset hvordan det sker - så bliver det ikke den fedeste oplevelse.


Jeg rejste mig igen og hvis der er noget jeg har lært - så er det, at livet har vintre du skal igennem.

Og det er ok.

Tillad det.


Hvorfor tror vi egentlig andet?

Hvorfor skruer vi op og op for tempo og gøremål?

Hvad har vi så travlt med?

Hvorfor ikke skrue ned og nyde rejsen?


Vi kommer måske lidt til at fortælle os selv, at det ikke kan være anderledes. Digter historier om, at vi ikke har midler eller medbestemmelse. Ikke kan ændre vores retning.

Jamen, så er der også gæld i huset og udgifter til bilen og tandlægen... Børnene skal da have.. Man kan ikke leve af at hækle eller danse line dance.. Vi trænger også til ferie og man skal da helst have været på den anden side af kloden... De andre bager speltboller med selvdyrket spelt og drikker rose på terrassen i solen til havudsigt...


OG. HVAD. SÅ?!


Du er ikke andre.

Så hvad gør egentligt DIG glad?

Sådan helt inderst inde?

Helt inde i hjertets kerne?


Det satte jeg mig for at finde ud af. Med hjælp af min kære, dygtige og meget meget tålmodige psykolog, fandt jeg ud af, hvordan jeg kunne finde ud af, at finde ud af, hvordan jeg greb an at finde ud af det... eller... Du forstår hvad jeg mener... For vi skulle heeeeeelt derhen.

Og det er ikke let - I'll tell ya...


Det første jeg gjorde var at stilne sindet. Det lærte mindfulness mig.

Skar alt det, der støjede fra. ALT. Også det gode.

Lagde mig fysisk ned på en yogamåtte.

Og så ventede jeg.

Lyttede.

Hvad kaldte på mig, når jeg var helt stille?

Hvis jeg nu lod som om, at jeg kun skulle tænke på mig selv.

Og ikke lytter til, hvad andre tænker og mener.

Hvis jeg bare gerne ville være mig selv.


Det var en af de lange vintre i mit liv.

Hvis jeg kigger tilbage, så kan jeg se, at der har været flere.

Der er også kortere vintre. I hvert fald i mit liv.

Engang opdagede jeg, at jeg så det som en fejl hvis jeg nu f.eks. følte mig udkørt eller grådlabil. (Altså nu taler jeg EKSTRA grådlabil.. nogen vil nok give mig ret i, at jeg vist er født grådlabil - haha).

Men altså tanker som, at nu havde jeg mislykkedes. Havde ikke passet på mig og jeg om nogen burde "walk the talk"... I den dur.

Men det blev heldigvis hurtigt tydeligt for mig, at det rent faktisk er det mest naturlige.

Og at jeg ved at tillade mine vintre netop "walk the talk".


Jeg er blevet rigtig god til at vintre. At omfavne og tillade det. Synes jeg selv.

MEN! Det er også fordi jeg øver mig hver dag.

Hver eneste dag øver jeg mig i at arbejde, bidrage og leve med og fra ren kærlighed.

Til mig. Til dig. Til verden.

Det gør jeg OGSÅ ved at vintre.

Ved at lægge mig fladt ned og vente på at det bliver lunere. Som vintergækken.

I stilhed. I bevægelse. Med Netflix, en god bog, blid yoga, guidede meditationer, online kurser, visualisere at jeg vinterbader 😝 eller under mig selv en kropsbehandling osv.. Det der nu kalder.

Og så mere stilhed.

Stilhed skal der til.

Stilhed er magisk.

I stilheden bliver alt krystalklart.

I stilheden kan jeg se forbi alt mit bullshit, burde/skulle og forklar-mig-røv (tak Flora Tara for det udtryk - jeg elsker det!).

I stilhed kan mærke og lytte rent.

For ved at se forbi mit bullshit kommer jeg ikke til at marinere mig selv ind i medlidenhed og bliver liggende.

Stilhed.


Og som vintergækken rejser jeg mig, når energien atter vækker mine celler.


Dybest set, så vil verden - hele universet - og især dine nære og kære dig det bedste.

Så når DU har det godt, har vi det også godt. Har du tænkt over det?

Tænk hvis alle selv sørgede for at have det godt - ville det ikke bare være fedt?

Så ville vi ikke gå og belemre andre med vores elendigheder.

Skælde ud over alle de andre i trafikken og være utålmodige, når andre er langsomme i supermarkedskøen.


Hvad med dig? Har du det godt?

Jeg håber, at du har det rigtig godt ❤️

Det har jeg.


Hvad nu hvis jeg påstår at:

"Det nytter ikke at kæmpe imod. Du har brug for at lægge dig ned engang imellem".


Lyder det sandt? Gør du det allerde? Eller bliver du provokeret?

Hvis de to første: TILLYKKE!

Hvis det sidste: hvad handler det mon om?


Og så behøver du selvfølgelig ikke at vintre ligesom jeg.

Du har garanteret allerede din egen måde eller også så finder du den.


Men lad mig spørge igen:


Har du det godt?


Måske kunne dette inspirere ❤️


Alt tað besta

Elin



0 kommentarer

Genveje

Kontakt

Karbech

Omøvej 6A

4700 Næstved

CVR 38128310

21369440

hej@karbech.dk

Følg med

  • Facebook
  • YouTube
  • Instagram

Hjemmesiden er udviklet af PELLO