top of page

Idas gave



Kender du det, når en gave bliver mere end en gave?

Det bliver en go-to. Nærmest et sted i din bevidsthed?

Jeg fik en sådan gave engang.

Den var pakket ind i en tom toiletrulle.

Og den har været en af varderne til mit go-to indre sted.

For jeg var faret lidt vild igen. Ikke på samme måde som tidligere.

Det var ikke en panden imod en mur 7000 gange, prøve at hoppe over, gå uden om, ønske væk, springe igennem, dykke under, gøren gøren gøren, faren vild.

Men mere som en: nu var jeg lige så godt på vej op ad bjerget, fulgt de fine gamle varder, sat mig ned for at nyde udsigten og det fulde overblik, for så at vågne næste dag i fuld tåge.

Ude af stand til at tage et skridt.

Jeg kan jo ikke se, hvor jeg skal hen! “Hvad nu hvis træder forkert og du dratter ned?”, hvisker en stemme dybt fra mit indre. Jeg kan næsten ikke høre den, men ved hvad den siger.

Det er en gammel ven. Angst hedder han.

Jeg afventer. Går ikke i panik. For den tyndslidte, udbrændte, frygtsomme Elin er ikke mere i hendes ven Angtens magt. Deres venskab er blevet ligeværdigt og højt skattet.

Jeg bliver lidt utålmodig og begynder at tage et par famlende skridt… Nej…. ikke endnu.

“Hvad nu hvis du falder ned?”, hvisker Angst lidt højere og jeg lytter.

Sætter mig ned igen og venter og lytter tålmodigt til alle Angst argumenter.

Relentless! Det må jeg give ham.

Ja, det kan godt være, at alle de ting kunne gå hen og spænde ben… Jeg hører dig…

Men - DET ER IKKE MIN SANDHED LÆNGERE!!!

Det er din, sandhed Angst og du prøver bare at passe på mig, jeg ved det, but I beg to differ.

Sådan går det et rum tid. Jeg sætter mig tålmodigt ned og lytter og tager kun et skridt i tågen, når jeg har mig selv med og kan skimte en varde ude i det gråhvide hav. Det går sgu’ langsomt det her.