Idas gave



Kender du det, når en gave bliver mere end en gave?

Det bliver en go-to. Nærmest et sted i din bevidsthed?

Jeg fik en sådan gave engang.

Den var pakket ind i en tom toiletrulle.

Og den har været en af varderne til mit go-to indre sted.

For jeg var faret lidt vild igen. Ikke på samme måde som tidligere.

Det var ikke en panden imod en mur 7000 gange, prøve at hoppe over, gå uden om, ønske væk, springe igennem, dykke under, gøren gøren gøren, faren vild.

Men mere som en: nu var jeg lige så godt på vej op ad bjerget, fulgt de fine gamle varder, sat mig ned for at nyde udsigten og det fulde overblik, for så at vågne næste dag i fuld tåge.

Ude af stand til at tage et skridt.

Jeg kan jo ikke se, hvor jeg skal hen! “Hvad nu hvis træder forkert og du dratter ned?”, hvisker en stemme dybt fra mit indre. Jeg kan næsten ikke høre den, men ved hvad den siger.

Det er en gammel ven. Angst hedder han.

Jeg afventer. Går ikke i panik. For den tyndslidte, udbrændte, frygtsomme Elin er ikke mere i hendes ven Angtens magt. Deres venskab er blevet ligeværdigt og højt skattet.

Jeg bliver lidt utålmodig og begynder at tage et par famlende skridt… Nej…. ikke endnu.

“Hvad nu hvis du falder ned?”, hvisker Angst lidt højere og jeg lytter.

Sætter mig ned igen og venter og lytter tålmodigt til alle Angst argumenter.

Relentless! Det må jeg give ham.

Ja, det kan godt være, at alle de ting kunne gå hen og spænde ben… Jeg hører dig…

Men - DET ER IKKE MIN SANDHED LÆNGERE!!!

Det er din, sandhed Angst og du prøver bare at passe på mig, jeg ved det, but I beg to differ.

Sådan går det et rum tid. Jeg sætter mig tålmodigt ned og lytter og tager kun et skridt i tågen, når jeg har mig selv med og kan skimte en varde ude i det gråhvide hav. Det går sgu’ langsomt det her.

Da dette foregår over, hvad jeg som menneske oplever som rigtig rigtig rigtig lang tid - vi taler mange mange måneder - er der sneget sig en gæst med i vores “Svedehytte rundkreds” af tåge.

Hende havde jeg ikke lige regnet med skulle dukke op, men hun er også min evige blinde vinkel. Dvs. helt blind er hun ikke, for jeg ved udemærket godt, at hun er der hele tiden. Står på spring for at lave ballade. HE-LE tiden. Jeg har bare været lidt for træt af hende til at tage mig af hende…. Selvværd hedder hun. Tsk tsk… Jeg Linda P magter det ikke mand. Nå, vi hygger rigtig, hva’?

I og med at der går så lang tid i det vanvittigt hyggelige selskab og uden at kunne se, bliver det jo også nat engang imellem.

Mørk nat.

Til tider ret-så-næsten-lidt-for mørkt.

MEN! Kun næsten! For her er jeg så heldig, at jeg har en tom toilet papirrulle med i lommen!

Den er givet til mig som gave. Der er noget indeni, den er bundet sammen med en fin snor omkring og der sidder et brunt Manillamærke på, hvorpå der er skrevet med håndskrift:

Til Elin <3

Åbnes, når hjertet føles tungt…

KH. Ida <3


Når det blev så mørkt, rakte jeg ned i min lomme og tog gaven frem. Læste hvad der stod igen og igen (fordi jeg har skidegodt nattesyn, det ved alle) og det fik mig til at mærke efter en ekstra gang.


Hvor tungt føles mit hjerte egentlig?

Hver gang kom jeg frem til den samme konklusion:

Nej, det her er ikke slemt nok, til at “spilde" en så omsorgsfuld gave på.

Tænk sig… der er nu gået to og snart tre år, siden jeg fik den gave.


Tågen er lettet tilpas meget her, så jeg i mit eget tempo kan begive mig videre op ad bjerget.

Mine varder er mere tydelige og ruten valgt til toppen.

Velvidende, at der ikke er en top - den er fiktiv - og jeg når den aldrig.


Gaven?

Den har jeg netop pakket op! Det var SÅ SPÆNDENDE!

Den skulle pakkes op nu fordi jeg er så skide-hamrende-nysgerrig og kunne ikke vente mere.

Og fordi den er simpelthen blevet et go-to rum indeni mig.

Indpakningen - seddelen - har tjent sit formål.

Nu sidder jeg så med det, der var indeni…. og jeg fortæller dig ikke hvad der gemte sig dér.


For det er ikke vigtigt.

Det jeg bl.a. inviterer dig til at få øje på er, at vi kan alle lære noget, for så at genlære det på et dybere plan igen og igen og igen.

Denne læring var ikke ny for mig. Den var dybere.

Min læring er en endnu dybere forståelse af hvad: “this to shall pass” betyder for mig.

Og at jeg bærer al visdom indeni.

Jeg skal blot blive ved med at rejse indad.


Så jeg fortsætter min rejse i mit eget tempo.

Med nærvær, omsorg og taknemmelighed for at være i live, med alt det livet indebærer.


Elsk dit liv - det er dit.


Alt tað besta

❤️

Elin

Genveje

Kontakt

Karbech

Omøvej 6A

4700 Næstved

CVR 38128310

21369440

hej@karbech.dk

Følg med

  • Facebook
  • YouTube
  • Instagram

Hjemmesiden er udviklet af PELLO