I dag blev jeg kaldt kælling og...

I dag blev jeg kaldt en kælling og spurgt: “er du en p*ksutter eller hvad”?….


Jeg lader den lige hænge.


Hvad gør det ved dig at læse ovenstående?

Får det dig til at føle noget?

Hvis: hvad får denne følelse dig til at mærke i kroppen?

Hvor har den sit udspring eller bor den henne?

Der er ikke noget rigtig eller forkert svar.

Der er kun det du mærker.

Hvis det er svært at mærke, så prøv at lukke øjnene og forestil dig, at nogen kalder dig ovenstående. Vredt.


Måske opdager du mærkninger i kroppen nu? En opstramning?


Jeg sendte manden et blidt smil og al min empati.

Det er bestemt ikke sikkert, at jeg havde været ligeså mild og rolig i en anden situation, men netop i denne havde jeg overskud til dette. I “mit tidligere liv”, da jeg var helt opspændt af stress, ville jeg måske have reageret anderledes. Blevet vred eller ked. Utryg. Rumineret over det resten af dagen og fortsat i dagene efter. Involveret andre for at blive bekræftet i at det var uretfærdigt og voldsomt.

Det ville have rigtigt puttet sig og været blevet boende i min krop.


Det der bl.a. “afvæbnede” situationen her i dag var, at jeg ved at det ikke er personligt. Det handler dybest set ikke om mig, men om afsenderen og dennes måde at være i verden på. Hans eller hendes historie. Det gør det altid.

Udover det, så var manden der råbte (efter bedste evne) efter mig “den vrede mand”, som jeg kalder ham. Han er fast inventar i gadebilledet her, da han er en genbo til centeret og derfor et velkendt ansigt - en velkendt stemme.

Det var et tilfælde, at det blev mig han vendte vreden imod. Netop det øjeblik han var nået lige overfor min hoveddør, åbnede jeg denne for at spritte håndtagene af, så han fik tilfældigvis øje på mig i forbifarten. For oftest kigger han blot ned frem for sig imens han går og skælder ud. Aldrig har jeg set ham stoppe op. Heller ikke denne gang. Han har altid travlt og er altid vred når han går.


Tænk at være så vred på verden.

Han skælder ud hver eneste dag, hvert sekund af den tid han går frem og tilbage forbi på gaden, skælder og smælder han. Jeg kan som regel ikke forstå hvad han siger, da hans stemme oftest svæver utydelig igennem mine åbne vinduer og så lyder det som, at han har skældt sig selv kronisk meget hæs. Men i dag hørte jeg dog udemærket, da han helt usædvanligt vendte sig direkte imod mig.

Alt det ved ham - der ikke er gråt og falmet - er vredt! Så uendeligt vredt, at han absurd nok bliver helt kær at se på.

Håret, skægget, huden, tøjet, øjnene, stemmen, kropssproget… falmet. Mørkt. Gråt.

Håret, skægget, huden, tøjet, øjnene, stemmen, kropssproget… vredt. Åh så vredt!


Jeg sender ham min omsorg og ønsker for ham glimt af lethed, lys og fred i hans liv.


Så hvor landede den følelse du måske mærkede i starten?

Øvelser som disse, hvor du stopper op og vender opmærksomheden indad, kan hjælpe dig med at forstå din krops helt eget sprog.

Det er SÅ spændende og lærerigt.

Det har hjulpet mig umådeligt meget med at være med livet lidt lettere.

Tro mig - der er stadig dage, der føles tunge. Hvor livet mærkes hårdt.

Men også det har jeg “genlært” at kunne rumme og være i. Også det er der sneget sig lidt lethed ind i… og for hver dag der går det bliver ved med at ændre sig. Bliver ved med at udvikle sig og gøre mig ENDNU klogere på livet.

Det er med den største, dybeste taknemmelighed og ydmyghed, at jeg hver eneste dag får lov til, at give denne visdom videre.

Tak for at du læste med. Måske blev du inspireret?

Alt tað besta

Elin

Genveje

Kontakt

Karbech

Omøvej 6A

4700 Næstved

CVR 38128310

21369440

hej@karbech.dk

Følg med

  • Facebook
  • YouTube
  • Instagram

Hjemmesiden er udviklet af PELLO