top of page

I dag blev jeg kaldt kælling og...

I dag blev jeg kaldt en kælling og spurgt: “er du en p*ksutter eller hvad”?….


Jeg lader den lige hænge.


Hvad gør det ved dig at læse ovenstående?

Får det dig til at føle noget?

Hvis: hvad får denne følelse dig til at mærke i kroppen?

Hvor har den sit udspring eller bor den henne?

Der er ikke noget rigtig eller forkert svar.

Der er kun det du mærker.

Hvis det er svært at mærke, så prøv at lukke øjnene og forestil dig, at nogen kalder dig ovenstående. Vredt.


Måske opdager du mærkninger i kroppen nu? En opstramning?


Jeg sendte manden et blidt smil og al min empati.

Det er bestemt ikke sikkert, at jeg havde været ligeså mild og rolig i en anden situation, men netop i denne havde jeg overskud til dette. I “mit tidligere liv”, da jeg var helt opspændt af stress, ville jeg måske have reageret anderledes. Blevet vred eller ked. Utryg. Rumineret over det resten af dagen og fortsat i dagene efter. Involveret andre for at blive bekræftet i at det var uretfærdigt og voldsomt.

Det ville have rigtigt puttet sig og været blevet boende i min krop.


Det der bl.a. “afvæbnede” situationen her i dag var, at jeg ved at det ikke er personligt. Det handler dybest set ikke om mig, men om afsenderen og dennes måde at være i verden på. Hans eller hendes historie. Det gør det altid.

Udover det, så var manden der råbte (efter bedste evne) efter mig “den vrede mand”, som jeg kalder ham. Han er fast inventar i gadebilledet her, da han er en genbo til centeret og derfor et velkendt ansigt - en velkendt stemme.