Do I miss it?



Jeg bliver inspireret til at fortælle lidt om min rejse. Min opdagelsesrejse.

I "et af mine tidligere liv" var jeg Air Steward (Stewardesse). Jeg elskede mit job, der var så meget mere end et job. Det var en livstil og en passion. Helt siden jeg var barn, havde jeg haft en drøm om at blive "stewardesse" og nåede at være ansat som først Air Hostess - siden Air Steward - i 11 år. Jeg levede min drøm.


Jeg elskede mit job.


Det var hårdt at måtte stoppe og tog lang tid at komme over.

Det reflekterer jeg over engang imellem og her er en af mine tidligere opdagelser (okt. 2016):


Do I miss it?... Maybe sometimes... but then I get flashbacks like this:




Dette var min opdatering på Facebook den anden dag.

Det er virkelig en sjov sammenligning og virkelig rammende meme.

Det var et stort skridt for mig at poste det. En tærskel jeg trådte over meget bevidst. Jeg gjorde op med noget indeni.

Det var én af de helt helt exceptionelt få (hvis overhovedet der havde været andre) opdateringer om min tid som Air Steward, siden min sygemelding.

Gad vide om nogen har lagt mærke til det? Undret sig?

Måske ikke og for mig er det faktisk underordnet.

Jeg har brudt op med det i stilhed og givet slip på noget indeni.


Flere gange har jeg været ved at dele lignende - især de sjove - posts... men hver gang jeg har skulle trykke på knappen, så er jeg stoppet op.

"Frosset".

Nærmest både i tankerne og fysisk.

Og ladet være.

Slettet opdateringen.

Visket det væk igen.

Og tænkt: hvorfor nu det?

Men jeg var selvfølgelig ikke klar. Det vidste jeg godt. Alligevel undrede det mig fra tid til anden. Det har været en proces. Som så meget andet. Der er intet usædvanligt i det.

Det er bare den der opdagelse man falder over engang imellem. Den der disharmoni imellem der, hvor man tror man er og at der var man slet ikke alligevel.

Processen har været lang. Det har faktisk taget over to år nu. Fra at jeg blev sygemeldt og til lige nu. Det er lang tid. Synes jeg. Men på mange måder er det jo ikke. Ting tager tid.


Det der tog længst tid var nok sorgen. Der har været megen vrede. Selvbebrejdelse. Følelse af nederlag. Måske også lidt bitterhed?.. Ja. Der har også været lidt bitterhed faktisk. Ikke megen. Lidt. Mest vrede. Og mest på mig selv. Men størst af alt var sorgen.

Det der stille og roligt gik op for mig var, at sorgen, bitterheden, vreden - ja det hele - de må gerne være der! Følelserne må gerne være der! Det er ok!... De behøver bare ikke løbe afsted med én. Man kan selvfølgelig vælge at marinere sig ind i dem.. men man KAN også vælge at møde dem - møde det der er - lidt efter lidt... Omsorgsfuldt. Langsomt. Nænsomt.

Det er nok en af de vigtigste ting jeg har lært igennem alt det her. At man ikke behøver at storme igennem det som et godstog. Man kan altså godt være nænsom og kærlig imod sig selv. Det må man godt.

OG! At man vælger selv. Du må helt selv vælge OM du vil møde det der er. OM du vil udfordre din angst. Du behøver ikke at flytte dine grænser for nogen anden end dig selv.

Kun hvis du selv vil.

DET har været banebrydende for mig. At jeg er ok som jeg er. Angst eller ej.


Jeg er god nok - præcis som jeg er.


Jeg vidste bestemt ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv i starten af min sygemelding. Hvordan jeg skulle gribe noget som helst an. Min higen efter at imødekomme alle dem jeg skulle: arbejdsgiver, læge, psykolog, flyvemediciner, sagsbehandler (den første, den anden og den tredje af dem), psykiater og mentor.... ja... min angst blev ikke bedre, heller ikke min depression... lad mig sige det sådan... Jeg fik ikke et ben til jorden.

Det mest surrealistiske af det hele er, at imens jeg stod i det, kunne jeg godt se, at alle vil én det bedste! De tror og synes alle, at deres del er den vigtigste. Det kunne jeg godt se. Og jeg kunne også se og mærke hvor syg det gjorde mig. Hvor meget jeg ønskede at præstere overfor dem. Men jeg kunne hverken sætte ord på det eller se nogen form for løsning på det.

Hvad skulle jeg gøre af det?

Det var så surrealistisk.


Og jeg knækkede også lidt mere... Jeg oplevede, at jeg gik lidt mere i stykker...

Alligevel fandt jeg styrken til at søge andre veje ift. hvad jeg troede på skulle til for, at jeg skulle kunne blive rask. Eller i det mindste ikke endnu mere syg. For jeg kunne så tydeligt se, at var ikke sundhedscentre, sovemedicin og antidepressive midler. Det var ikke månedlige og ugentlige, samtaler med tre-fire-fem forskellige instanser... Det var ikke en kognitiv psykologi...


Det var at komme tilstede under mine fødder.

At lære at trække vejret igen.

At lære at møde mine følelser og være med dem.

At lære at mærke mig selv.

At lære at respektere mine egne grænser.


Jeg har sååå meget mere at lære..... og ved du hvad?... det er helt OK


Alt tað besta,

Elin

(Blog skrevet okt. 2016)


Ps. jeg rejste selvfølgelig ikke alene.

Min rejse ledte mig bl.a. forbi disse smukke varder:


Min fantastiske Kenneth har været med mig igennem tykt og tyndt.

Han bakker 100% op om de ting jeg kæmper for. Uden at forstå halvdelen af, hvad jeg gik (og stadig går) igennem eller WTF jeg har gang i sommetider.

Min dygtige psykolog Søren Steen Lund Larsen valgte jeg at fortsætte hos i over et år efter at forsikringen var brugt op. He's a freaking rockstar.

Min knald hamrende dygtige mentor Majbritt Pommer (u-zone.dk) som jeg dengang fik tildelt igennem kommunen og som jeg måtte kæmpe med næb og kløer for at måtte beholde et halvt års tid efter at kommunen raskmeldte mig.

Min Life & Mindfulness Educator uddannelse hos Jørgen og Flora (livsbevidsthed.dk) var det helt rigtig for mig og hjalp mig mere end ord kan beskrive.




Genveje

Kontakt

Karbech

Omøvej 6A

4700 Næstved

CVR 38501852

21369440

hej@karbech.dk

Følg med

  • Facebook
  • YouTube
  • Instagram

Hjemmesiden er udviklet af PELLO