At give slip



Forleden løb jeg ind i en kvinde, jeg ofte møder i forbindelse med mit virke. En kvinder, der lider. Der er så sammenknyttet i sit kropssprog, i sit væsen og sin udstråling, at man let kan blive grebet af medfølelse og omsorg.

Det ser hårdt ud. Det føles hårdt, når man er ved hende.

Det er ret tydeligt, at hun kæmper. Eller for mig er det, da jeg har arbejdet med mennesker og menneskekroppe i et rum tid nu og altid har været nysgerrig på og interesseret i mennesker. Vi er så opsat på og opdraget til at kæmpe. Være stærke. Robuste. Omstillingsparate. Klemme ballerne. Tage os sammen og aldrig give op. Så når det bedste i en given situationen måske ville være at give slip, magter vi det ikke. Vi ser det ikke som en mulighed. Det handler om at GØRE noget. FIXE det. Handle.

Rette op på det, der nu engang ikke er, som vi tror vi gerne vil have det skal være. Ifølge vore egne historier og overbevisninger.


Når du har knoklet med en udfordring - som hende kvinden jeg mødte - i hvad der synes årevis. Knoklet. Forsøgt at gøre, skubbe, tvinge… hvad er der så tilbage at gøre, som du ikke har gjort indtil nu? Hvad er der tilbage? Er det mon at give slip og gøre “ingenting”?

Vanvid er vel at gøre det samme igen og igen og forvente et nyt resultat, ikke sandt?

Hvordan kan du skabe plads til at acceptere situationen, rumme den og være i det, der nu engang synes svært?

Er kunsten mon at give slip?


Hvis du “knokler” med en udfordring lige nu - så prøv at lukke øjnene. Lige nu! Og virkelig bruge et øjeblik på at forestille dig, at du giver slip i at ville fixe det.

Det er ikke dit.

Du lader det blot ligge der for en stund…

Måske mærker du en fysisk lettelse blot ved at forestille dig dette? Måske ikke.


Jeg husker ligeså tydeligt, da jeg var “hjemme” (på Færøerne) for lige om lidt to år siden, for at sige farvel til min farmor - min "Omma á Argjum". (Det hedder vist "av Argjum", forskellen er "på" eller "af", men som børn sagde vi á - and it stuck). Omma á Argjum havde været syg et stykke tid og cirkuleret ind og ud af sygehuset, men denne gang syntes lidt værre end før.

Jeg skyndte mig at flyve derop.. Der var noget anderledes ved denne gang. Det føltes anderledes. Det var tid.

Omma var ikke særligt kontaktbar, gled ind og ud af bevidstløsheden, men jeg var så velsignet at opleve glimt af “JA! Dér er hun!”. Små bitte glimt, hvor jeg kunne spejle mig i genkendelsen i hendes øjne.

Jeg lagde min hånd på hendes pande. Fik aet hendes kind. Holdt hendes hånd og sunget små vuggeviser for hende… det var nu engang det, der faldt mig ind at gøre.


Det var for mig så tydeligt, at trods den bedste løsning for hende på det tidspunkt var at give slip, at blive fri for smerten og få fred, så var hun i kamp. Når man har kæmpet hele sit liv, på den ene eller anden måde, for det ene eller det andet - så kan det blive en så kronisk tilstand, at vi selv på vores dødsleje ikke magter at give slip.

At der også ligger en del dødsangst bag - sikkert fordi vi er så berøringsangste, når det kommer til døden - det skal jeg ikke fornægte, men det jeg fornemmede i denne sammenhæng var, at min Omma var fortabt i forvirring, smerte og frygt og hun kunne ikke finde ud af at give slip.

Det havde hun (har vi) ikke lært. Så hun kæmpede imod. Bed smerten i sig eller nok nærmere pakkede den væk, forsvandt engang imellem i det ubevidste, forsøgte at kravle til overfladen igen, forsøgte at finde hoved og hale i det hele. Hvor hun var. Hvem vi var, der var om hende… hvor kroppen så igen døsede hen i det ubevidste… rundt i cirkler.

Når du føler dig opslugt, fanget og overmandet af udfordringer. Når du føler du har gjort ALT.

Når du har bakset, knoklet, skubbet, løftet og fikset… hvad kan du så gøre, som du endnu ikke har prøvet?


Er det at give slip?

Alt tað besta,

Elin


Ps. jeg hviskede i min Ommas øre: du må godt. Det er ok at give slip.

Om hun forstod det ved jeg virkelig ikke, men hun døde næste dag omgivet af kærlighed.

Hvíl í friði, elskaða Omma ❤️

Genveje

Kontakt

Karbech

Omøvej 6A

4700 Næstved

CVR 38501852

21369440

hej@karbech.dk

Følg med

  • Facebook
  • YouTube
  • Instagram

Hjemmesiden er udviklet af PELLO