top of page

At give slip



Forleden løb jeg ind i en kvinde, jeg ofte møder i forbindelse med mit virke. En kvinder, der lider. Der er så sammenknyttet i sit kropssprog, i sit væsen og sin udstråling, at man let kan blive grebet af medfølelse og omsorg.

Det ser hårdt ud. Det føles hårdt, når man er ved hende.

Det er ret tydeligt, at hun kæmper. Eller for mig er det, da jeg har arbejdet med mennesker og menneskekroppe i et rum tid nu og altid har været nysgerrig på og interesseret i mennesker. Vi er så opsat på og opdraget til at kæmpe. Være stærke. Robuste. Omstillingsparate. Klemme ballerne. Tage os sammen og aldrig give op. Så når det bedste i en given situationen måske ville være at give slip, magter vi det ikke. Vi ser det ikke som en mulighed. Det handler om at GØRE noget. FIXE det. Handle.

Rette op på det, der nu engang ikke er, som vi tror vi gerne vil have det skal være. Ifølge vore egne historier og overbevisninger.


Når du har knoklet med en udfordring - som hende kvinden jeg mødte - i hvad der synes årevis. Knoklet. Forsøgt at gøre, skubbe, tvinge… hvad er der så tilbage at gøre, som du ikke har gjort indtil nu? Hvad er der tilbage? Er det mon at give slip og gøre “ingenting”?

Vanvid er vel at gøre det samme igen og igen og forvente et nyt resultat, ikke sandt?

Hvordan kan du skabe plads til at acceptere situationen, rumme den og være i det, der nu engang synes svært?

Er kunsten mon at give slip?


Hvis du “knokler” med en udfordring lige nu - så prøv at lukke øjnene. Lige nu! Og virkelig bruge et øjeblik på at forestille dig, at du giver slip i at ville fixe det.

Det er ikke dit.

Du lader det blot ligge der for en stund…

Måske mærker du en fysisk lettelse blot ved at forestille dig dette? Måske ikke.


Jeg husker ligeså tydeligt, da jeg var “hjemme” (på Færøerne) for lige om lidt to år siden, for at sige farvel til min farmor - min "Omma á Argjum". (Det hedder vist "av Argjum", forskellen er "på" eller "af", men som børn sagde vi á - and it stuck). Omma á Argjum havde været syg et stykke tid og cirkuleret ind og ud af sygehuset, men denne gang syntes lidt værre end før.

Jeg skyndte mig at flyve derop.. Der var noget anderledes ved denne gang. Det føltes anderledes. Det var tid.